REPUBLIKANER OPFORDRER VæLGERE TIL AT BEVæBNE SIG FøR VALG

Den republikanske kandidat til Senatet i USA Kari Lake opfordrede søndag sine tilhængere til at bevæbne sig frem mod præsidentvalget 5. november.

Det skete under et vælgermøde i delstaten Arizona, hvor hun stiller op.

- Vi kommer til at tage Guds rustning på. Og muligvis bevæbne os med en Glock, lød det.

En Glock er en semiautomatisk pistol.

- Du kan placere én her, sagde hun og tog sig til sin højre hofte.

- Og én på ryggen eller foran - hvad end du har lyst til.

54-årige Lake, som er tidligere nyhedsvært, går efter at erstatte den tidligere demokrat og nu uafhængige senator Kyrsten Sinema.

Arizona kommer til at spille en afgørende rolle for, hvilket parti der får flertal i Senatet.

I øjeblikket har Demokraterne et snævert flertal på 51-49.

Retten til at eje og bære våben er en del af USA's forfatning og har været det i over 200 år.

Ifølge nonprofitorganisationen Brady, der arbejder med at bekæmpe våbenvold, bliver 327 personer, heriblandt 23 mindreårige, skudt hver eneste dag i USA. Selv om masse- og skoleskyderier er udbredte sammenlignet med andre lande, fylder voldstypen kun én procent i den samlede statistik over typer af våbenvold.

Over 40.000 amerikanere blev i 2023 skuddræbt. Over halvdelen af dødsfaldene var selvmord.

Ifølge Brady er der 121 våben på markedet per 100 indbyggere i USA.

Hver femte amerikaner fortæller ifølge Brady, at et af deres familiemedlemmer er blevet skuddræbt.

Repræsentanter for Lake er ikke vendt tilbage på en henvendelse om en kommentar fra nyhedsbureauet Reuters.

Retten til at bære våben er en afgørende del af Republikanernes politik.

Republikanernes formodentlige præsidentkandidat, ekspræsident Donald Trump, har flere gange tidligere brugt voldeligt billedsprog til at beskrive valget mellem ham selv og Demokraterne.

/ritzau/Reuters

2024-04-17T00:24:47Z dg43tfdfdgfd